Jeg må hellere vise lidt livstegn :-) Og det gør jeg så med denne gravsten(!), der i skrivende stund (2019-10) kan findes blandt de andre udrangerede sten og kors i mindehjørnet i SØ på Hjortdal kirkegård.
En Friedrich Klammer født i Danzig 1871 og død i Svinkløv i 1945. Ak ja, sikkert en af de mange krigsflygtninge, der døde i årene efter krigen. Næppe noget materiale at finde.
Men en forespørgsel fra Ditte Nørager fik alligevel vakt sporhunden i mig, og med gode venners hjælp, kom en del af historien frem:
Friedrich Klammer var vognmager i det daværende Danzig (nu Gdansk), og flygtede i den sidste del af krigen med sin familie vestpå for den fremrykkende røde hær.
Han blev skilt fra familien undervejs, og mens han kom til Svinkløv, kom resten af familien først til Hanstholm og siden til Dragsbæklejren ved Thisted (CF-kasernen i dag).
Der foregik et stort arbejde med at føre familierne sammen, og Friedrich blev "fundet", og familien ført sammen i Svinkløv.
Han var på det tidspunkt meget syg, men de var dog glade over at have fundet hinanden, inden han til slut døde.
Men det var ikke bare død og elendighed det hele - for Friedrich havde en datter Hertha, der i 1946 havde en tilbeder fra Slettestrand, nemlig fiskepakker Manfred Mortensen!
Manfred Mortensen sneg sig ved flere lejligheder ind i flygtningelejren for at besøge hende, selvom det var strengt forbudt. Og en dag gik det galt! Han blev snuppet af vagterne!
Det endte med, at han blev idømt 12 dages fængsel (en anden Slet-boer blev også snuppet - men det er en anden historie).
Men der er skam en happy end: 18 december 1947 bliver Hertha og Manfred viet i Thisted, og de driver en fiskehandel i byen i en årrække.
Manfred dør 1973, og efter nogle år finder Hertha sammen med entrepenør Chr. Ørebro fra Frøstrup, og bor sammen med ham til hendes død i 2001.
Chr. Ørebro er i øvrigt født i Hjortdal :-)
Så mon ikke, det er Hertha, der har sørget for en ordentlig gravsten til sin far?
Lokalhistorisk arkiv i Frøstrup har "stemt dørklokker" for mig og fundet bekendte til Hertha.
En fortæller, at Hertha ikke ønskede at tale om flugten. Og blev hun spurgt, svarede hun: "Det er fortid!".
Så her stoppede historien om familien Klammer - i alt fald for nu.