I en indberetning fra 1862-1863 fortælles der: "Udfor Svinklo fiskes For- og Efteraar Torsk og Kuller (med 20 Fartøjer). Sandvaad haves. I den varme Aarstid fiskes Knorfisk nær Land. Foruden Snurrevaad haves også et par Dybvaad. På Grunden udfor Svinklo er i den senere tid fundet Hummer".
Omkring 1900 angives antallet af fiskere til ca. 20, hvoraf kun 6 kaldes erhvervsfiskere. På det tidspunkt havde man 2 "havbåde" og ca. 20 pramme.
Omkring 1934 er antallet af fiskere 23, heraf 16 erhvervsfiskere og der er nu 5 motorbåde og "nogle mindre fartøjer".
I 1945 er der 52 medlemmer af fiskeriforeningen, hvilket viser, at der har været en kraftig vækst i fiskeriet, og der er nu 6 både over 6 BRT og et lignende antal mindre motorbåde samt pramme. (Man skal dog være klar over at ikke alle medlemmer var fiskere. Foreningen afholdt også fester, så det kunne have sine fordele, at være medlem.)
I 1962 var der 11 både over 6 BRT og et mindre antal pramme. Det elektriske spil er kommet, og det tillader at bådene bliver et nummer større.
Fiskepladserne
De fiskepladser, som man sædvanligvis tænker på, er stengrunde af forskellig størrelse, som på grund af deres "stabile natur" blev kendte og fik egne navne så som "Nelles sten" og "Roberts sten". Navnenes oprindelse fortaber sig ofte i det uvisse, men mange pladser fik navn efter den fisker eller båd, som fandt pladsen. Andre fik navn efter de "med", som man brugte til at pejle pladsen efter og andre igen efter bundforhold eller helt andre "kriterier". Et eksempel fra Løkken kan ses herunder.
Grunde udfor Løkken (fra Svend Damgaards: "En Løkkenfisker fortæller", læs den)
Grejerne
Vod
I 1862-indberetningen omtales snurrevoddet, (som Limfjordsfiskeren Jens Væver opfandt i 1848), sandvoddet og dybvoddet. Et vod er kort fortalt en netpose, der ved hjælp af to tove trækkes hen over bunden, hvorved især fladfisk, bliver skræmt op fra bunden og ind i posen.
Sandvoddet blev trukket langs stranden af en eller flere heste, f.eks. med en hest på stranden og en på første revle, som så trak voddet mellem sig.
Dybvoddet blev sejlet ud fra kysten af en båd og kastet i vandet, hvorefter det (typisk) ved håndkraft blev trukket i land. Snurrevoddet, som kom til at udkonkurrere de to andre typer, sættes ved, at man fra en båd kaster et anker med en bøje, fastgør et tov til bøjen, sejler det ene vodtov ud i en bue, kaster selve vodposen og sejler det andet vodtov ud i en bue tilbage til bøjen. Båden fortøjres nu til ankeret og voddet hales ind. Man lader ankeret blive liggende og næste træk lægges sådan, at man ikke overlapper det område, man allerede har fisket på. På den måde kommer man til at "snurre" kompasset rundt, hvoraf fiskeriet og voddet efter sigende har fået sit navn.
Det lyder jo let og ligetil, hvad det også er i dag, hvor kilometerlange vodtove uden besvær hales op på hydaulisk drevne tovtromler. Men før motorens indtog i fiskeriet blev det gjort med håndspil, hvilket må have været et kolossalt slid. Faktisk var de første motorer, der blev anvendt i fiskeriet, netop beregnet til at hale snurrevoddet med, men man fandt snart på at lade dem trække en skrue ved hjælp af en art cykelkæde, og så var sporet lagt for at udnytte motoren til fremdrift. Mere herom senere.
Før tovtromlernes tid brugte man en "stopmaskine" (billedet herunder), som trak tovene ombord, samtidigt med at den kvejlede dem op.
Jens Pedersen Madsen på "Lydia". Han læner sig op ad "stopmaskinen", som trak
snurrevoddet ind og kvejlede tovene op. Dunken på dækket er til petroleum til motoren.
Garn
Garn med netmasker, som fiskene hænger fast i, er en gammel opfindelse. I gamle dage knyttede fiskerne selv garnene og reparerede (bødede) de huller, der uundgåeligt blev ved brugen. Materialet var ofte bomuld, og garnene måtte derfor imprægneres for ikke at rådne. Det samme gjaldt tovværk og vod. På de gamle "sommerbilleder" ses ofte vod hængt til tørre over bådene af den grund. Kunststofferne har heldigvis forlængst gjort det unødvendigt at imprægnere.
Garnene fik gerne lov at stå natten over, og blev så røgtet om morgenen før krabberne for alvor fik tid til at "pille i" fisken og ødelægge den. Garnene var markeret med en "dover" i hver ende, så andre kunne se, at der stod et garn og også hvis det var, da "doverne" havde ejerens mærke/farver.
Tejner
Tejner er tremmekasser med en nettragt i hver ende. Man sætter madding i form af (frisk) fisk i tejnen, og sænker den ned på stengrund, hvor man håber at få hummere til at gå i. Når de først er inde, kan de ikke finde ud igen, hvis tragten er lavet rigtigt. Tejnefiskeriet var et sommerfiskeri, og værdsat af fiskerne for det relativt lette arbejde og den gode fortjeneste.
Før tejnerne brugtes "kranjer", der er en jernring med netbund med madding placeret midtpå. Kranjen sænkes ned på sten ligesom tejnen, men til forskel fra tejnen, der ikke behøver røgtes hver dag, så måtte man konstant hæve kranjen (hurtigt) før hummere og krabber stak af. Det var natarbejde, og der er næppe nogen tvivl, om at fiskerne var hurtige til at tage tejnen til sig.
Bakker
Til torsk og kuller brugte man ofte "bakker", der er liner med mange kroge påsat på tavser udfra hovedlinen. Linen lægges med de agnede kroge op på en bakke, heraf navnet. Bakkerne ofte røgtet få timer efter de var sat, idet man blev liggende ude på havet mens fiskene bed. Når linen blev halet, stod der en fisker klar med en "klep" (kæp med krog i enden) til at hugge i fisken, så den ikke skulle smutte af krogen på vej op i båden. Torsk er nysgerrige, og det sker, at der følger en makker med en kroget torsk op, som så kan tages med kleppen. Mon ikke det er deraf "klap-torsk" kommer?
Et kapitel for sig er klargøringen af bakkerne. Dels skal linerne klares for knuder, krogene renses og evt. skiftes, og så skal der ikke mindst sættes agn på og linen lægges perfekt på bakken. Det sidste var meget vigtigt, da man ellers risikerede at linen røg ud i en stor klump, når man sejlede linen ud. Klargøringen var ofte et arbejde, som kvinder og børn tog sig af, og det foregik gerne inde ved stue- eller køkkenbordet. Agnen kunne være forskellige ting, men ofte var det sandorm og/eller blåmuslinger. Det er ikke svært at forstille sig, hvordan lugten har været, når man kom til de sidste muslinger i tønden, og min mor, der som barn hjalp med bakkerne, fik aldrig smag for muslinger af den grund.
Motorer
Før motoren kom ind i fiskeriet, var man afhængig af sejl eller årer til fremdriften, så det er klart, at motoren betød et kolossalt fremskridt, både hvad angår muligheden for at komme på fjernereliggende fiskepladser og for sikkerheden. De små motorer på mellem 10 og 20 HK, som var almindelige i kystbådene, blev efterhånden ganske stabile, og mange fabrikker konkurrerede om at levere. Udover at levere fremdriften, gav de også trækkraft til spil og stopmaskine. En af grundene til at redningsbådene til sidst fik motorer, trods stor skepsis, var at fiskerne helt kom ud af øvelse med at ro.
Kilder: "Dansk Fiskeristat", "En Løkkenfisker fortæller" af Svend Damgaard og "Fiskeriårbogen 1958".