Person-galleriet






Her ses et særpræget fartøj: En mælkekutter! Ikke nok med at der var købmand ved Slettestrand i "gamle dage" (her nok ca 1967), men der var også "Mælke-Mona", der kørte rundt og solgte mælk og smør mm. ved husene fra sit folkevognsrugbrød. Her er hun (med solbrillerne) på Marinus Johansensvej 5 hos Åse Andersen (t.h.)mens en sommergæst gør sin handel. Jeg kan stadig med glæde huske hendes "GODAW ÅSE", der med et lydtryk som en motorsav i en olietønde, gjorde alle i lang afstand opmærksom på hendes ankomst. Med glæde, for Mona solgte ikke bare mælk, men spredte også sit gode humør. Jeg bliver glad bare ved at se på billedet :-) For en god ordens skyld skal nævnes, at hun også hed Pedersen.


Et hyggeligt billede fra midten af 1950'erne. Det var almindeligt, at kvinderne tog til stranden og ventede på, at bådene kom ind. Fra venstre er det: Johanne Jensen (med tørklæde), Erna Andersen, Andrea Madsen, Kirsten Madsen, Agnes Svendsen, ?, Lene Kinch Andersen (i ringen) og Asta Nielsen.


T150 "Else Grethe" er landet, og det ser ud til at være sæson for "skidtfisk". Det er som regel ensbetydende med gode tider for mågerne, da der er et vist spild. En lille Christine Schibbye viser et fint fund af en blank tobis til en lille dreng. Hans storesøster er knapt så begejstret og holder ham mellem hende selv og tobisen!!! 1950'erne.

Christine Schibbye med en "laks" (det er salgsnavnet for havørreder ved Slettestrand), ved bedstefar Schibbyes sommerhus på Redningsvejen. Bag hende ses sommerhuset "Blink", og der er såmænd også udsigt ned til havet. 1959.

Der har for nylig (2013-07) været sommerfest i Slettestrand med den traditionelle ringridning. Det er en tradition, der går langt tilbage, og her et billede fra 1961, hvor man er på vej ned gennem Havbakken. Der var ikke pigegarde det år, men musikken manglede ikke, som man kan se. Personerne er ikke så tydelige, men mon ikke det er Magnus Gertsen, der kører vognen og Hans Lassen Hansen med fanen. I vognen er også Christine Schibbye og bror.

Richard Schibbye for en gangs skyld uden sin karakteristiske alpehue. Advokat Schibbye var i mange år en næsten fast beboer, som de fleste måneder boede i sit sommerhus på Redningsvejen. Før sin pensionering var Schibbye kontorchef i Overpræsidiet i København, og var der med til at håndtere 80.000 skilsmisser. Så i Slettestrand slappede han af med hugormefangst, og indsamling af rarieteter. Det var spændende for børn at komme på besøg, og jeg husker især skindet af en stor kvælerslange på den ene væg (mon der er andre, der kan huske det?). 1950'erne.

Christine Schibbye giver sin ferieveninde Mie fra Vordingborg en kold afvaskning. Trækamelen i baggrunden er en af de tungere rarieteter, som advokat Schibbye fik slæbt til huse. Rent bogstaveligt, for der måtte 3 fiskere til at sætte den på plads, og man kan finde rester af den endnu, hvis man kikker efter (2011). Den var endda i avisen en gang (agurketid?). 1960'erne.


Det er dejligt at høre fra læserne af hjemmesiden her, og tit følger der jo nogle spredte erindringer med, når jeg får en mail. Det er som regel oplevelser fra barndom eller ungdom, som har sat sig godt fast, og som man holder af at dele og genopleve. En sjælden gang er der een, der har sat sig til skrivemaskinen, og skrevet en sammenhængende historie. Det er, hvad Svend Thaning Lund gjorde. Han beskrev (nogle af) de ferieoplevelser, han havde i Slettestrand som dreng og ung mand, hvor han med sine forældre var på ferie hos familien Bjerregaard på Badepension Slettestrand i perioden 1920-46. Han blev i øvrigt gift med en niece til Anna Bjerregaard, og det har nok også hjulpet hukommelsen. Som alle gode fortællere afslutter Svend sin beretning, så man ønsker, der var mere:

... der er kun minder tilbage fra en lang række oplevelser, lyse sommerdage og nætter, barndoms- og ungdomsliv, et væld af livsskæbner, en broget blanding af mennesker og deres glæder, letsind, flirt og pjat, bekymringer, sladder, erotiske kraftspring, snobberi, penge, sygdom, senilitet, forgængelighed og død.

Du kan læse Svend Thaning Lunds erindringer ved at klikke her.

Svend Thaning Lund på stranden i 1928, 16 år gammel.



Serverings/køkkenpersonale ved Hotel Slettestrand og med Bjerregaards Hotel i baggrunden. Det ser ikke ud til, at der var streng uniformspligt, men søde ser de da ud alligevel. Fra venstre: Aud (norsk), Hanne Nielsen (?, nu Christensen), Tove Olesen, "endnu uidentificeret", Kis. Vil Aud, Kis og pigen i den mørke bluse venligst melde sig, så vi kan få deres identitet opklaret? Eller kan andre hjælpe? Ca. 1960.


Kunstmaler Knud Sinding maler på stranden og året er 1919. Mon ikke det er det billede, der i 1993 bliver solgt på auktion under titlen "En fisker ror ud på havet"? Jeg håber, jeg får det maleri at se en dag.



Hvis nu nogen spekulerer over, hvem C J Thaningsvej er opkaldt efter, så kan jeg fortælle, at Carl Johan Thaning i 1850 blev strandkontrollør ved Slettestrand. Men det var hans stilling som Opsynsmand ved redningsstationens (og redningsvæsnets) oprettelse i 1952, der kvalificerede til vejnavnet. C J Thaning fratrådte som Opsynsmand på grund af alder i 1890, og fik ved den lejlighed Dannebrogsmændenes Hæderstegn. På de få billeder, jeg kender af ham, er han oftest i uniform, og ser meget stram og værdig - og gammel - ud. Så vil jeg da meget hellere vise ham i hans bedste alder som 46 årig sammen med sin tilkommende kone Caroline Jacobine Kofoed. De lod sig forevige hos fotograf Tønnies i Aalborg d. 19 september 1871, og blev gift 15 december samme år, så mon ikke de er i bryllupstøjet? De boede (senere i alt fald) i det hus, som blev til Badepension Slettestrand, og som i 1910 blev overtaget af Anna og Lars Bjerregaard. Men hvad lavede Thaning fra han kom til Slet i 1850 og til 1871? Man skulle tro en frisk ung strandkontrollør og opsynsmand hurtigt ville få en kone i huset, men det tog ham 21 år. Det kunne være sjovt at få opklaret.



Pigtrådsdrengene "The Strikers" fra Fjerritslev poserer på Fordforhandler Simonsens brugtvognsudstilling ca 1966-67. Jeg efterlyste sidste sommer folk, der kunne huske pigtrådsorkestret "Strikers", der engang spillede til sommerfest i Slet. "Skæbnen ville", at et af de gamle medlemmer af orkestret så min hjemmeside, og gav mig historien om "Strikers":

Story of The Strikers:
The Strikers var alle ret unge da de ”gik i luften”. Et par af medlemmerne startede allerede som 14-15 årige. Efter en målrettet investering i musikinstrumenter, forstærkere, sanganlæg mv. blev der øvet i private kældre, et tidligere hønsehus og lignende steder. Trods den heftige og nye pigtrådslyd, var der egentlig en fantastisk opbakning fra omgivelserne og det har da også været medvirkende til at det lykkedes for gruppen. De sidste par år lejede The Strikers stuehuset til ”Roskærgaard” på Gøttrupegnen, da musikken blev en større og større del af gruppens tilværelse. Den aktive periode for The Strikers var i 60’erne frem til omkring 1970 hvor militæret kalde. The Strikers spillede selvfølgelig en del lokalt, men mest i den øvrige del af Nordjylland. Ofte til arrangementer med ”store navne” fra den tid. Et af de lokale arrangementer var netop til sommerfesten i Slettestrand. Er der nogen der har billeder herfra hører vi gerne fra jer på poul_poulsen@mail.tele.dk

Strikers bestod/består af (fra venstre på billedet):
Arne Christensen (for), Keyboard og sang
Jørn Frederiksen (bag), Rytmeguitar og kor
Flemming Stig, Basguitar og sang
Poul Poulsen, Trommer
Hans Graversen, Singleguitar

Jeg har også fået et par ikke udgivne pladeindspilninger, hvor jeg har valgt en "skæring", der hedder "You don’t like me" og som er komponeret af komponist Ole Bundgaard (dengang bosat i 9690 Thorup). Det er et dejligt stille nummer - når man ser bort fra støjen fra mere end 40 års pickup-slid!



SIDSTE NYT: Der er nu en "Strikers"-hjemmeside: thestrikers.dk Tag og aflæg den et besøg!





Her er strandfogedfamilien i Tranum blevet fotograferet ca. 1910. Og hvad har det så med Slettestrand at gøre? En hel del, for tre af børnene flyttede til Slettestrand og etablerede deres familier der. Fra venstre er det Støvring Petersen, Kirstine Kjeldsdatter Petersen, Kjeld Peter Petersen, Peder Toft Beck Petersen, Inger Kathrine Petersen, Jensine Simonsen, Jens Simonsen Petersen. Støvring, Kirstine og Jens slog sig ned i Slet, og mangfoldiggjorde navnet Petersen og Alsted.

Jens Simonsen ("Simnsen")Petersen nyder en pibe tobak sammen med sønnen Harry. Der ligger et gammelt hyttefad i baggrunden.

Tre unge fiskere: Ejnar Jacobsen, Thomas Alsted, Keld Petersen. De er på besøg i Skagen.


En ung Keld Petersen sidder med ryggen mod redningsbådsspillet, mens der slappes af under en øvelse med redningsbåden. Jens "Piesen" ses i baggrunden.

Thomas Alsted, Krista Sørensen og Marius Petersen har på uopklaret vis sikret sig sofapladser ved Badepension Slettestrand. Bjerregaards Hotel ses i baggrunden.

Der skåles på Bjerregaards Hotel. Fra venstre: Bent Kornum, Jens Brovst, Thomas Alsted, Chr. "Kesse" Andersen, ukendt. Ca. 1950.


Dagny, Jonna og Søren Lassen Hansen foran Hotel Slettestrand ca. 1960.


"Gammel Jens" var "plejebarn"/medhjælp på Hotel Slettestrand. Måske en af gæsterne har bedt om frisk fløde til kaffen, og så er Jens blevet sendt efter det. Stedet er marken øst for hotellet.

Redningsbåd MB23 skubbes ud. Fra venstre er det: Valdemar Månson, ukendt, Adolf Nielsen, Vilhelm Petersen, Herluf Andersen, Kr. Sørensen, ukendt, Robert Madsen. Redningsbåden kører på sin beton-vej ud fra redningshuset og ned mellem bådene. A98 "Fortuna" ses i baggrunden. Der bruges stadig håndspil, så billedet må være ca. 1960.

Der skubbes på redningsbåden. Fra venstre: Ukendt, Adolf Nielsen, ukendt, Søren Lassen Hansen, Herluf Andersen, Støvring Petersen. Ca. 1960.

Chr. Thorsen og Lars Bjerregaard på redningsbåden. Der er stadig et par årer med, selvom man er gået over til motor. Billedet er fra en gang i 40'erne.

Strandfoged og formand for redningsbåden Knud Brix Kjelgaard foran ro-redningsbåd RB59 i redningshuset ved Klitrosen. Omkring 1900.

Knud Brix Kjelgaard. Ca. 1910.


Johan Alsted som mariner på Valkyrien. Johan var gift med Kirstine Petersen, datter af strandfogeden ved Tranum.


Støvring Petersen som mariner.


Jesper Jensen som mariner på Gejser. Han kom under 1'ste verdenskrig med krydseren "Valkyrien" til de dansk-vestindiske øer, og var med til at overdrage dem til USA.

En ung Marinus Johansen i olietøj og sydvest.


Et familiebillede fra 30'erne: Kristian Kragh, Else Kragh, Keld og Poul Kragh.


Edith, Ingemarie og Jesper Krag.


Herluf Andersen og Søren Lassen Hansen rigger en redningsraket til under en redningsøvelse.


To kvinder arbejder ved håndspillet. De ser ud til at more sig godt, så måske er det bare for sjov, men olietøjet passer ellers godt. Fra venstre er det Johanne Bagger, datter af Chr. Kjelgaard, så hun kendte godt fiskeriet, men jeg har aldrig hørt, at hun var direkte aktiv i det. Den anden person skulle være en veninde.I baggrunden ligger T96 "Vestkysten".


Fisker Ejler Gregersen sejlede med "turister" om sommeren. Så vidt vides fra Svinkløv. Jeg ved ikke hvilken båd, der blev brugt.



Der klares torskegarn ved håndspillet. Jeg mener den gamle fisker her er min bedstefar Jesper Jensen. Han fiskede med pram, og brugte derfor stadig håndspillet. Der er dog også forslået, at det kunne være Emil Nielsen, så jeg vil lade det være op til den ærede læser at træffe sit eget valg.



A333 "Anette" bliver halet op. På dækket er fra venstre Magnus Gertsen og Jens Gertsen. Mon ikke de har været ude og "snurre" (fiske med snurrevod). Ca. 1970.



Magnus Gertsen med morgensol i ansigtet og voddet i vandet. Engang i 60'erne.



Magnus Gertsen kunne også føre fartøj på land, her ved en sommerfest en gang i 60'erne, hvor et orkester transporteres. Det er udfor Flagbakken og Bjerregaards Hotel ses i baggrunden.



Den 28 april 1939: Så fejres der sølvbryllup med maner og geværsalutter! Børnene er sikkert til alt held i skole! Det er Laurentine og Chr. Kjelgaard, der er midtpunktet, selvom Niels Kjær vist prøver at stjæle noget af billedet. Der er højt humør og blus på cigarerne. Personerne er: 1.Marinus Johansen, 2.Adolf Nielsen, 3.Chr. Jacobsen, 4.Niels Kjær, 5.Laurentine Kjelgaard, 6.Chr. Kjelgaard, 7.Arnold Madsen, 8.Magnus Svendsen?, 9.Robert Madsen, 10.???


En sjælden samling af Slet-boere. Mange leger som sædvanligt "gem dig for fotografen" - desværre. Personerne er: 1.???, 2.Else Simonsen, 3.Gine Madsen, 4.Marinus Johansen, 5.Jens P. Madsen, 6.Eli Brix Kjelgaard, 7.Karen Kjelgaard, 8.Adolf Nielsen?, 9.???, 10.Søren Lassen Hansen, 11.Jesper Jensen, 12.???, 13.Niels Kjær, 14.Laurentine Kjelgaard, 15.Martinus Jeppesen?, 16.Jens Simonsen?, 17.Marie Kragh, 18.Elsa Kjelgaard, 19.Chr. Jacobsen, 20.Jørgen Pallesen, 21.Chr. Kjelgaard, 22.Dagny Hansen, 23.???, 24.Arnold Madsen, 25.Johanne Jensen?, 26.Ole Andersen, 27.Marinus Pedersen, 28.???, 29.???, 30.???



Det skal jo ikke være både det hele, så er her et billede af Adolf Nielsen (t.v.) og Thomas Alsted.
Thomas ser for en gangs skyld lidt alvorlig ud; billedet er nok taget hos fotografen.
Adolf derimod er vist blevet "lynskudt" midt i en munter bemærkning.



Redningsmænd og fiskere Ingemann Kragh (t.v.) og Robert Madsen i fin komposition med Dannebrog agter i redningsbåden. Karakteristisk nok stopper Robert uforstyrret sin pibe.


En sommersammenkomst anno 1950 bag kunstmaler Kongsbaks hus. Fra venstre er det: Karola og Støvring Petersen, Andrea og Robert Madsen, Katrine og Albert Kongsbak. Siddende i græsset fra venstre: Kirsten Jeppesen og Else Grethe Westergaard-Nielsen. Fotografen (som nok er Jeppe Jeppesen) har fanget selskabet lidt uforberedt, og ansigterne er ikke gjort "fotoklare". Robert ser lidt bekymret ud; der var nok ikke plads til hans elskede pibe i habitten. Billedet viser, at man kom sammen på tværs: Lokale fiskerfamilier, sommergæster og kunstnere. Det skyldtes nok, at man havde kendt hinanden gennem lang tid. Kongsbaks var jo nærmest fastboende om sommeren (og Katrine kom fra Hjortdal), og f.eks. Kirsten Jeppesen var som datter af "Løveapoteker" Rasmussen kommet fast i Slettestrand siden hendes barndom. Hende og hendes mand var genboer til Kongsbaks, men dette hus blev nedrevet, da kystvejen blev anlagt.


Et kik ind i fiskehuset, hvor fiskeeksportør Langgaard står med en pose
rødspætter. Det er nok til Jens P. Madsen, som vender ryggen til. Ca. 1968.


Tilbage i tiden til 60'erne vist: Her er det Lassen ved østenden af Hotel Slettestrand.


Så skal redningsbåden endnu en gang skubbes ud, mens fotograferne arbejder.
Fra højre er det: Robert Madsen, Adolf Nielsen, Kr. Sørensen, ?, Lassen, øvrige ?
Billedet er vel fra omkring 1960?


Vilhelm Petersen med aftensmaden i hånden og en smøg godt skruet ind.
I baggrunden til venstre ses Rav-Marthas hus.


Her ses vognmand, fisker og redningsmand Martinus Jeppesen i sin (nye?) Ford-vogn.
Der er plads til passagerer på ladet. Mon der var kaleche i tilfælde af regnvejr?


Et ungt fisker-trekløver ca. 1940. Fra venstre er det Keld Petersen, Adolf Nielsen og Chr. Jacobsen.



Her ses Chr. Brix Kjelgaard foran fiskehuset. Det var ham, der byggede det i 1929, da han var fiskeeksportør ved Slettestrand foruden købmand, strandfoged og redningsbådsfører. Så han brugte ikke meget tid lænet op ad kosten. Fiskehuset ser lidt primitivt ud, så det må være udvidet senere. Mon ikke billedet er fra ca. 1940. Is til nedisning af fisken blev om vinteren samlet på en sø ved Slette å og gemt i iskælderen i fiskehuset. CBK flyttede 1943 til Fåborg, hvor han blev auktionsmester og var det gennem mere end 25 år.

Chr. Brix Kjelgaard på trillebøren med Bjerregaards Hotel og Pension Slettestrand i baggrunden. Han sidder udfor sit hus "Brix" (navnet kan ses på muren på gamle billeder).

Chr. Brix Kjelgaard med frue Laurentine foran den kiosk, som bærer hans navn på skiltet på rygningen. Huset blev senere overtaget af Inga og Ole Albrektsen, og "Ingas Købmandshandel" oprettet.


Der hygges ved havet i et lille læsted bygget af fiskekasser. Fra venstre er det Asta
Nielsen, Hanne Jensen, Leif Nielsen, Erik Jensen, Jane Jensen, Susanne og Karl Jensen.
De to forrest til højre er vist Lone Nielsen og ? (penneven til Leif). Som pyntelig baggrund
ses A111 Dagny. Billedet er nok ca. 1960.

Det lader til at være en specialitet, at indrette sig i de forhåndenværende redskaber, her i
vodtovene. Fra venstre er det Mogens Krag, Andreas Poulsen, Martin Andersen, Jesper
Andersen og Ole Nielsen vist. Også ca. 1960.

Og her har Støvring Petersen fundet hvile på en trillebør.



Ved købmanden.
Fra venstre er det Robert Madsen, Adolf Nielsen, Keld Petersen og Ivan Petersen.


Sommeren er over os, og det gælder også på dette billede, hvor en gruppe fiskere har
taget ophold ved iskiosken. Fra venstre er det: Chr. Jacobsen, Lassen Hansen (med
cigaret), King, Adolf Nielsen, Niels Kjær (i hvid skjorte), Robert Madsen og Keld
Petersen. Fra 30'erne.

Endnu en sommeraktivitet. Det skete, at man om sommeren sejlede til Hirtshals eller,
som her, til Skagen, for at dørge makrel. Så skete der jo også noget andet. Her er det fra
venstre Andreas Poulsen og Chr. Jacobsen. De to øvrige kender jeg ikke navnene på,
men båden er T275 "Stjernen", som i 1946 tilhørte Jens Chr. Nørager, og hvis nogen
kan hjælpe med navne så vil jeg være glad.



Dagny Hansen (bag vasketøjet) og Inge Månson.



Niels Chr. Alsted (t.v.) og kunstmaler Martin Konopacki vist
til marked eller dyrskue. Sidst i 20'erne?



Her er en serie lysbilleder,som må være taget omkring 1940, fra en øvelse med redningsbåden. Det er lidt usædvanligt med farvebilleder fra den tid. Farverne har voldt mig en del besvær, som det sikkert vil kunne ses i det følgende, da tidens tand har bidt i billederne.

Støvring Petersen (t.v.) og Marinus Pedersen følger øvelsen. I baggrunden ses fiskerhuset.

Der slappes af mens redningsbåden er ude. Fra venstre er det: Anton Huus, Karl Jensen,
Støvring Petersen, Jens Pedersen Madsen og Marinus Pedersen.

Så skal redningsbåden op og der arbejdes med spillet. Fra venstre er det: Marinus Johansen,
Martinus Jeppesen, Marinus Pedersen, Jesper Jensen, ukendt med stråhat og Ingemann Krag (?)

Båden er (vist) på vej op. Fra venstre ses Jens Pedersen Madsen og Jens Simonsen.
Resten har jeg ikke nogen identifikation af. Specielt nummer 3 fra venstre burde det være
muligt at få et navn på, så hvis nogen kan hjælpe her, så....

Et kik fra øst. Der er ikke nogen klitter, der dækker for udsynet, som det er tilfældet i dag.
Man ser et par af badehusene, som hotellernes badegæster kunne benytte sig af til omklædning.

Så er båden ved at være i hus. Det er Jesper Jensen, der står med fronten til.
Damen til højre er Minna Bredmose, og billederne er muligvis taget med hendes kamera.


Der boede jo ikke kun mænd ved Slet, og her har nogle af kvinderne fundet læ ved
en stabel fiskekasser. Fra venstre er det: Karola Petersen, Bente Madsen,
Makrit Petersen, Marie Madsen, Inger Madsen og Jenny Johansen (Jennys Pensionat).



Der renses fisk i fiskehuset.
Fra venstre er det Andreas Poulsen, Leif Nielsen, Adolf Nielsen og Mogens Krag



Et par unge fiskere. Fra venstre er det Karl Jensen og Keld Petersen.
Det er Marius Petersen, der ligger på båden


Mens der er mange billeder af bådene på stranden, har jeg ikke set mange, der er taget
under selve fiskeriet på havet. Men her er et af slagsen. Adolf Nielsen er blevet foreviget
siddende på lugaret med en halv kasse hummere foran sig. Hummerne blev taget om
sommeren i tejner eller som bifangst i garn. Efter sigende skulle agnen i tejnerne være
frisk for at tiltrække hummere. Var den rådden ville der mest være krabber.



Jens Pedersen Madsen


Jesper Jensen


Marinus Johansen ved fiskerhuset


Ved spillet. Fra venstre er det Leif Nielsen, Ole Albrektsen og Marinus Johansen


Robert Madsen stopper piben.


På båden fra venstre Robert Madsen og Niels Vestergaard Nielsen, fra venstre foran
er det Arnold Madsen og Niels Kjær.



Martin Andersen støtter båden under ophaling.


Ved spillet. Fra venstre er det Jens Simonsen, Olav Albrektsen og Martin Kinch Andersen



Aalborg Dyrskue engang i 50'erne.
Fra venstre er det Chr. Thorsen (medhjælp på Bjerregaards Hotel),
fisker Magnus Svendsen, tidl. fisker Gustav Nørgaard og fiskeeksportør Emil Nielsen.