Både på banken ca. 1989-90


Billedet her er taget af min kære fætter Ib, der på det tidspunkt var spilmand i Slet. En pålidelig kilde beretter, at fiskerne var samlede på pladsen for at vurdere, om vinden tog til, og om bådene skulle trækkes op ved siden af spilhuset for at være sikre. Som det ses har Sletteå og havet fyldt lavningen foran spilhuset.


For 40 år siden



Det er nok de færreste, der savner lugten af "skidtfisk" (småsild, brisling og tobis), men det var et rigtigt sommerfiskeri, hvor bådene sejlede tæt på stranden i jagt på fiskestimerne. Billedet er fra 1981, der blev et rigtigt godt skidtfiske-år, og traktoren måtte suppleres med en gummiged til at køre fangsterne op til skidtfiskesiloen, hvor de blev afhentet af lastbiler. En vis "gæring" af fiskene kunne ikke undgås!
Fra venstre ses Ivan Petersen, manden i røde oliebukser er Eivin (husker ikke efternavn), Poul Erik Madsen (ikke Mogens Kragh - der er andre end ham, der har krøllet hår), Johnny Petersen og skipper Marius Petersen. En eller to er i lasten og skubber fiskemassen hen til transportøren.

Tidligere på året 1981 var der redningsøvelse, og fra venstre er det Ivan Petersen, Leif Nielsen og Ingolf Svendsen. Manden i den grønne jakke kender jeg ikke. Bemærk at man i højre side af billedet kan se læmolen, der skulle sikre dybere vand til bådene. En nytårsstorm slog i januar 1981 molens "betonsnude" skæv, og der blev stadig lagt sand til kysten, så der blev lavet en "mole-snude-forlængning" med fyldte betonrør. Det hjalp som bekendt ikke, og nu ligger molen dybt under sandet.


Hummerfiskere reddet! (fra skraldespanden)



"De gamle billeder røg i skraldespanden, for der var ingen, der vidste, hvem personerne på dem var!"

Der er ikke ualmindeligt at få en besked som ovenfor, når jeg spørger folk efter billeder fra deres bedsteforældres eller oldeforældres tid. Det er selvfølgelig ærgerligt, men man skal ikke gå og gruble over den slags, når man har gamle billeder som hobby. I stedet skal man glæde sig, når gamle billeder bliver reddet fra forbrændingen. Herunder er et eksempel, og historien bag er:

En gang i starten af 1990'erne fandt en mand en æske med lysbilleder fra 1942-45, der var smidt i en affaldscontainer et sted i København.

Denne mand havde en kollega med en "sær" hobby: Han samlede på gamle billeder. Så finderen solgte affalds-billederne til samleren, som ikke umiddelbart gjorde noget ved dem.

I starten af 2020 er samleren i gang med at digitalisere billeder for Museet for Søfart i Helsingør, og benytter lejligheden til at digitalisere lysbillederne også.

Nogle af lysbillederne viser fiskere og fiskekuttere på havet, og på et af billederne kan man læse bådnummeret "T150". Samleren googlede "T150" og "fiskerbåd" - og fandt ud af, at det kunne være en båd fra Slettestrand: Else Grethe. Han kontaktede så Lokalhistorisk arkiv i Fjerritslev, som var så venlige at henvise ham til mig.

Jeg var ret overbevist om, at jeg nok hurtigt skulle få identificeret folkene på billederne, men det er ikke lykkedes helt endnu. Men nyd nu billederne herunder, der blev reddet i sidste øjeblik, og som på forunderlig vis fandt vej til min hjemmeside.



Hummerfiskeri i 1945 vist. Søren Lassen Hansen binder klosaksene på en hummer, så den ikke kan "napse" de andre hummere i kassen - eller fiskerfingre. Lassens venstre hånd ser lidt hævet ud - Måske han allerede har fået et lille hummerhåndtryk?

Desværre kikker personen nedad, men tatoveringen på underarmen afslører, at det sandsynligvis er Kjeld Petersen.


Lassen med piben godt skruet ind. Med det lave styrehus kan han stå og kikke hen over det, mens han styrer båden med foden på rorpinden. Meget praktisk, når man skal finde de korte "dowwere", der markerer hummertejnernes placering. Personen ved siden af kan jeg ikke genkende.

Lassen og endnu en person, der kunne være Ole Peter Andersen. Til venstre i billedet ses en hummerkasse.


Møde med en anden kystbåd. Måske det er Lassen med den mørke kasket, men ellers ved jeg ikke, hvem de er. På "gæstebåden" ses en hummertejne med en "dowwer" stukket ned oven i.

Tilbage på land. Udover Bjerregaards Hotel (senere Nordsøen), lidt af Badepension Slettestrand og Klitrosen kan man oppe på bakken se Elsass' villa, der under krigen var overtaget af besættelsesmagten, og var blevet centrum i "Stützpunkt Slettestrand". Man kan se ildleder-bunkeren under bygning, så dateringen er sandsynligt 1945, for den blev støbt d. 22/12-1944. Der ses også en eller anden form for tårn til højre for villaen, formodentlig luftmeldetårn eller FLAK-tårn.
I øvrigt er fotografens identitet ikke blevet opklaret endnu - trods ihærdige anstrengelser! Jeg tror udfra andre billeder og tekst på billedrammer, at det er en ung mand, muligvis gymnasieelev, der rejste rundt og besøgte bekendte i Danmark og tog billeder undervejs. Men hvordan fan... er han kommet med fiskerne på havet i 1945, hvis ikke de har kendt ham på en eller anden måde? Se det ville jeg gerne vide!


Sommeraften i Slettestrand 1967



<

Sommeraften 1967, sol i pagode og hav som petroleum. Fotografen er Valdemar Klauber, og han har ikke taget det klassiske solnedgangsmotiv, der nådigt lader bådene være sorte silhuetter. Med tekniske finesser, som jeg ikke kender, har han vist "Else Grethe" og "Havørnen" i deres sande tilstand, hvor det er tydeligt, at de trænger gevaldigt til maling! Heldigvis skrev Aalborg Stiftstidende den 1 august 1967 at "Fiskerkutterne ved Slettestrand i Han herred er ualmindelig velholdte. Det er tydeligt at se, at fiskerne hæger om deres både til glæde for bl.a. badegæsterne, der gerne henter fisken selv, næsten direkte ved "kilden"". Så bådene blev også malet det år.


Fra Badepension Slettestrand for over 100 år siden




Sommerferiepiger på vejen til stranden ca 1900 - 1910 vil jeg tro. Bygningen i baggrunden er Badepension Slettestrand, der senere blev til Hotel Slettestrand og nu Feriecenter Slettestrand. Postkort fra Stenders forlag og klistret ind i albummet, så man ikke kan se, om der skulle være skrevet på det. Men skidt med det - det er som regel bare: "Vi er kommet godt frem, maden er god, men det regner. I morgen skal vi til Bulbjerg. Hils Marie!"


Her på have-siden af Badepension Slettestrand. Carl Johan Thaning i profil med stadspiben fremme. Selv om han havde badepensionat, så han nok mere sig selv som embedsmand med uniformsjakke, kasket og toldskilt på muren end som pensionats-fatter! Han blev efter ansøgning afskediget som toldassistent i oktober 1898, og at dømme efter døtrenes alder (hvis det er dem) kunne det godt være sommeren 1898. Damen er hans hustru Caroline og de unge damer, tror jeg, er deres døtre Anna Georgia og Charlotte Martine Victoria. Det ser ud til Anna Georgia sidder med en hund, men den har nok bevæget sig, så den er uskarp.


Tyske krigsflygtninge 1945 - og hvad der videre hændte!




Jeg må hellere vise lidt livstegn :-) Og det gør jeg så med denne gravsten(!), der i skrivende stund (2019-10) kan findes blandt de andre udrangerede sten og kors i mindehjørnet i SØ på Hjortdal kirkegård.
En Friedrich Klammer født i Danzig 1871 og død i Svinkløv i 1945. Ak ja, sikkert en af de mange krigsflygtninge, der døde i årene efter krigen. Næppe noget materiale at finde.
Men en forespørgsel fra Ditte Nørager fik alligevel vakt sporhunden i mig, og med gode venners hjælp, kom en del af historien frem:
Friedrich Klammer var vognmager i det daværende Danzig (nu Gdansk), og flygtede i den sidste del af krigen med sin familie vestpå for den fremrykkende røde hær. Han blev skilt fra familien undervejs, og mens han kom til Svinkløv, kom resten af familien først til Hanstholm og siden til Dragsbæklejren ved Thisted (CF-kasernen i dag). Der foregik et stort arbejde med at føre familierne sammen, og Friedrich blev "fundet", og familien ført sammen i Svinkløv.
Han var på det tidspunkt meget syg, men de var dog glade over at have fundet hinanden, inden han til slut døde.
Men det var ikke bare død og elendighed det hele - for Friedrich havde en datter Hertha, der i 1946 havde en tilbeder fra Slettestrand, nemlig fiskepakker Manfred Mortensen!
Manfred Mortensen sneg sig ved flere lejligheder ind i flygtningelejren for at besøge hende, selvom det var strengt forbudt. Og en dag gik det galt! Han blev snuppet af vagterne!



Det endte med, at han blev idømt 12 dages fængsel (en anden Slet-boer blev også snuppet - men det er en anden historie). Men der er skam en happy end: 18 december 1947 bliver Hertha og Manfred viet i Thisted, og de driver en fiskehandel i byen i en årrække. Manfred dør 1973, og efter nogle år finder Hertha sammen med entrepenør Chr. Ørebro fra Frøstrup, og bor sammen med ham til hendes død i 2001. Chr. Ørebro er i øvrigt født i Hjortdal :-) Så mon ikke, det er Hertha, der har sørget for en ordentlig gravsten til sin far? Lokalhistorisk arkiv i Frøstrup har "stemt dørklokker" for mig og fundet bekendte til Hertha. En fortæller, at Hertha ikke ønskede at tale om flugten. Og blev hun spurgt, svarede hun: "Det er fortid!". Så her stoppede historien om familien Klammer - i alt fald for nu.



Både og folk



A168 "Hanne Lene" og A90 "Eltovan" en sommeraften 1980. Revlen ligger tør bag bådene, så det er ikke et nyt fænomen.



A92 "Else Marie", A82 "Gefion", A111 "Katrine". Arnold Madsen med seler på båden. Der er snurrevodstove på dækket.


Familien Verwohlt på stranden med T230 "Dagny" som baggrund. Ca. 1956



Kunstmalere ved Slettestrand


Så tager jeg endelig hul på et nyt emne: "Kunstmalere ved Slettestrand". Der har "altid" været malet ved Slet - mere eller mindre professionelt og i mange stilarter. Når jeg har besøgt folk i forbindelse med Gammelslet, har der tit været malerier på væggene af Kongsbak, Sven E. Jørgensen, Fermer, Sinding, Konopacki og mange andre. Fotos har jeg taget, men det er svært at tage gode billeder af malerier, så de fleste er fundet omkring på nettet og taget - relativt - professionelt. Jeg regner med at lave en side specielt til malerierne, når der er mange nok og skrive lidt om kunstnerne. Har DU malerier hængende fra Slet og omegn, så tag et billede så godt du kan, og send til mig, så prøver jeg at lave en lille samling. OBS: Som reglerne er, så skal en kunstner have været død i mindst 70 år, før man (uden at betale) må vise hans/hendes værker offentligt. Det vil jeg derfor ikke gøre, men der er mange endda!


Knud Sinding (1875 - 1946) var en meget produktiv maler, der havde sommerhus ved Slet (Sindings hus/Blækhuset - Under Lien 15). Han var derfor nabo til Marinus Johansen, som ser ud til at have stået model til dette billede. Bare der havde været lyd på: "Den jæble kommode"! ville Marinus sikkert have sagt. Det ternede tæppe optræder i øvrigt på flere af Sindings malerier.


Endnu et Knud Sinding maleri - og et typisk et: Nogle detaljer er der kælet for som lysrefleksen i ølflasken, mens andre dele er gået hurtigere, som den højre arm på pigen i den røde kjole. Nå men nu ikke mere brok! Den unge mand med harmonikaen er min onkel Adolf Nielsen og nummer to fra højre ligner gevaldigt Christian Jacobsen. Maleriet er dateret 1930.


Schiøttz-Jensen (1855 - 1941) har, så vidt jeg har set, ikke malet billeder fra Slet, men en del fra Lønstrup. Og han var dygtig og havde efter min mening nogle glimrende motiver - nemlig stranden, bådene og fiskerne! Så jeg kan ikke nære mig for at tage ham med. Maleriet dateret 1904. "Båden" i billedet er ikke en skydepram med skudhuller, men et hyttefad til levende fisk.


Johannes Wilhjelm (1868 - 1938) har malet mange billeder fra Slet og Grønnestrand, og ikke mindst af lokalbefolkningen. Her et par ikke identificerede fiskerkoner ved Slettestrand. Maleriet dateret 1934.


Endnu et af Johannes Wilhjelm. Huset i baggrunden er nok Johan Alsteds hus (Fiskervej 18



Her tager jeg en lille chance, for dette lille billede med den svære guldramme er malet af Aksel Frederiksen, og jeg kender ikke hans dødsdag. Men da han har solgt billeder sammen med Milton Jensen (1855 - 1928) regner jeg med at være indenfor "lovens rammer". Her er flere hyttefade og et eksempel på at der også kunne være en strandskrænt i gamle dage, som bådene skulle trækkes op over.


En maler, der desværre ikke nåede at male så mange billeder fra Slettestrand var Knud Larsen (1865 - 1922). Men dem han malede var "gu'e"! Her fra Hjortdal Kirke dateret 1916. Han havde sommerhus overfor plantørboligen, og det ligger der endnu stort set uændret fra den gang.


Knud Larsen: Et herligt sommerbillede fra haven ved Knud Larsens sommerhus (Svinkløvvej 408). Det er vist hans kone og datter til højre.



Slettestrand fra luften - ca 1968


Et luftfoto over Slettestrand fra S. Året er omkring 1968. Motellet er bygget til Klitrosen og i forgrunden ses endnu tennisbanen. Øverst til venstre ses grusharpen.



Både på stranden - 80'erne?


To - måske - ensomme kystbåde på stranden. A10 "Rex" og A50 "Johnny Louise" var vist de sidste kystbåde, der fiskede fra Slet i midt 90'erne indtil "Johnny Louise" blev solgt til Trekronerskolen i 1996 som legeredskab.


Klitrosen 100 år i 2016


Til 100-års jubilæet for Klitrosen var der en, der havde lagt nogle billeder på "udstillingsbordet", men der var ikke nogen, der vidste hvem. Billederne er fine, som dette af pigerne ved indgangsportalen en gang i 1920'erne - men hvem er de, og hvor kommer billederne fra? *** OPDATERET: Billederne var lagt af Knud Berntsen.

Også et af billederne fra jubilæet, taget en gang i 1920'erne med redningshuset som baggrund. Men her kan jeg da kende en lykkelig Knud Brix Kjelgaard imellem et par skønne piger. Og den lille pige foran ligner hans barnebarn Hanne Kjelgaard. Men jeg ville da gerne vide navnene på de "store" piger også... Og knægten...*** OPDATERET: Dette billede var også et af Knud Berntsens. Pigen øverst til venstre er hans mor, Signe Kragh (Berntsen).


Karoline - en ægte "power woman"


Det er jo 100-års jubilæum for Klitrosen i år (2016), og jeg holdt i den anledning et foredrag om de første 50 år - som i høj grad handlede om damen herover: Karoline Kjelgaard Pedersen. Jeg fortalte historien om Karolines kamp med - og sejr over - besættelsesmagten d. 29 august 1943, hvor hun fik gennemtrumfet at barnebarnet Claus blev døbt som planlagt - trods udgangsforbud og militær undtagelsestilstand! Jeg påstod, at billedet kunne være fra den lejlighed, hvor hun blev fejret med sejrskrans. Jeg har nu hørt en optagelse, hvor hun beretter om en anden episode med tyskerne, hvor hun blev hentet til forhør hos Gestapo på grund af nedsættende kommentarer om tyskerne. Hun klarede dog efter eget udsagn frisag ved at henvise til gode forbindelser til von Hanneken (tysk general, øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark oktober 1942 - januar 1945), der (muligvis) havde spist på Klitrosen under øvelser. Og ved hjemkomsten til hotellet beretter hun, at hun blev hyldet af gæsterne og fik krans på. Så det er sikkert fra denne lejlighed.

Her er Karoline sammen med serveringspersonale (navne?) ved et veldækket bord på Klitrosen - der mangler vist ikke noget!



Stenhuset


Hvis nogen skulle have funderet på hvorfor Stenhusvej netop hedder det, så skyldes det huset på billedet, der lå på nordsiden af vejen og her ses fra syd. Huset blev fjernet af tyskerne under krigen, da der skulle være frit skud fra kanonerne - gætter jeg på, da der på modsat side af vejen blev bygget en kanonbunker.


Brænding og skumsprøjt!


I disse februardage 2016 er det lidt blæsende, så her kommer en stribe billeder med vind i. På ovenstående billede er det min bedstefars (Jesper Jensens) pram, der ligger forrest i billedet og med et hjemmelavet gangspil til at trække den op med. Over prammen kan spilwirerne ses, så billedet er nok fra starten/midten af 60'erne. Kystbådene, er bl.a. A92 Else Marie, A93 Else Grethe, A572 Havørnen og A90 Eltovan.

Redningsbåden fylder ikke meget på havet.


Adolf Nielsen i redningsbåden og Emil Petersen står klar med spilkrogen.




Søren Lassen Hansen ved roret.


Ryggen til fotografen,men jeg er nu ret sikker på at fiskeren i den lyse bluse er Marius Petersen.




Før det elektriske spil kom til at hale redningsbåde ud var det ofte kritisk at få båden ud gennem havstokken. Som det kan ses, bruger man stokke til at skubbe og holde båden op i søerne.


Martin Konopackis - Albert Kongsbaks hus


Kunstmaler Konopackis hus (Under Lien 4) var lidt usædvanligt med det flade tag, men fik første sal og stråtag, da det blev overtaget af en anden kunstmaler, Albert Kongsbak, efter krigen. Billedet skulle angiveligt være fra 1938.

Her ses huset til venstre i billedet efter stråtaget er kommet på. Konopackis søster havde huset i forgrunden. Det er Aalborg Luftfoto, der har taget billedet og året er 1958.

Her ses Under Lien 4 helt til højre på et luftfoto en gang i 1970'erne. "Motellet" med det flade tag ved Klitrosen viser et af problemerne med de flade tage, der ellers var populære i 60'erne og 70'erne.


"Stützpunkt Slettestrand"


Der har i TV fornylig (2014-12)været en udsendelse om feltmarskal Rommels inspektion af Atlantvolden i Nordjylland i december 1943. Han var ikke tilfreds med det han så, og når man ser ovenstående billede af en af kanonstillingerne fra "Stützpunkt Slettestrand", forstår man ham godt. Og det er endda fra maj 1945, hvor der ellers er gjort en ekstra indsats for at få stillingerne i orden. Det er modstandsfolkene og de engelske tropper, der er ude for at se på grejerne. Her undersøges en af de 4 stk 12,2 cm russiske kanoner, der udgjorde hovedskytset ved Slettestrand.

Det lykkedes at få bygget en bunker til en af de russiske kanoner, og den ligger der stadig på Stenhusvej, men er blevet dækket af jord. Det var ellers en fin legeplads i min drengetid - og spændende, for der var et hul oveni den, der var fyldt med kampesten og vand. Og under alle stenene lå en tysk soldat - var vi blevet fortalt! Hvad hullet egentlig har været der for, har jeg ikke fået opklaret, for i de officielle tegninger for "Regelbau 671 - Schartenstand für Geschütze auf mittlere Sockellafette ohne Nebenräume 120°" findes det ikke! Så måske det ikke er en ægte 671'er, for at jeg skulle huske forkert, ser vi bort fra! Manden i midten er lederen af modstands-bevægelsen i Fjerritslev, Børge Sørensen.

Til at styre ilden fra kanonerne havde man bygget en ildlederbunker (Regelbau 636a - "Befehlsstand für Heeres- und Marinebatterien"), så vidt jeg ved den eneste af den type i Danmark. Det er den bunker, man kan se stikke ud af Havbakken nordvest for Sanden Bjerggård. I "over-etagen" skulle der være en afstandsmåler installeret, men jeg ved ikke, om de nåede det. Bunkeren ser meget nybygget ud. I dag er "top-pladen" vippet ned over indgangen og "over-etagen" fyldt med jord. Klitrosen kan skimtes til højre i billedet.

Og så lige et billede af en af de tyske soldater - bemærk sivskoene og den afslappede tøjstil! Men det VAR altså også efter krigen var slut, ellers havde Rommel nok fået en prop! Damen bagved er så vidt vides Gudrun Crandal.


Art Deco - fandtes også engang i Slettestrand!



Nogle gange får man en "aha-oplevelse" når man i udlandet ser noget, der minder om noget hjemligt. Da jeg nys (2014-10) var på ferie i Florida, og så "Art Deco" bygningerne i Miami fik jeg i alt fald en. I den stil fremhæver man husenes dekorationer med farveforskelle, gerne i pastelfarver. Buede og rette linier blandes, ko-øjer og kubistiske former fx trekanter er andre karakteristiske træk. Og hvad var det så det mindede mig om? Sølyst selvfølgelig! Se fx. billederne herunder og check selv! Art Deco husene i Miami er i dag et fortjent trækplaster for byen, men var faktisk truede af nedrivning før en bevægelse fik vendt stemningen, og reddet mange af dem. Jeg håber det samme vil ske med Sølyst inden det falder sammen!
Efterskrift: Sølyst blev ikke reddet, og Slettestrand undgik dermed at blive et nyt Miami!?!





Skarpe (foto) skud!



Et godt skarpt postkort (Pors) fra slutningen af 30'erne.Man kan se fiskehuset i en tidlig udgave og noget så usædvanligt som en grusharpe på stranden! Det har jeg aldrig set før ved Slettestrand. De mørke badehuse hørte til Bjerregaards Hotel og det hvide på stranden mod Svinkløv er Klitrosens. Det er ikke alle gamle postkort, der er lige skarpe, selvom de som regel er taget af en professionel fotograf. Jeg havde bemærket, at netop "Pors-kortene" hørte til den skarpe kategori, og prøvede så at søge på nettet for at få mere at vide. Det viste sig, at Pors dækkede over fotograf Hans Pors fra Silkeborg, og AT LOKALHISTORISK ARKIV I SILKEBORG HAVDE EN MASSE GLASPLADENEGATIVER!!! Så var der jo lagt op til en lille ekskursion til Silkeborg, og folkene ved arkivet var meget hjælpsomme, og fandt æskerne fra Slettestrand og Svinkløv frem, og lod mig udvælge de negativer, jeg gerne ville have scannet. Der var også nogle, som jeg aldrig har set som postkort, og kvaliteten er som regel så fremragende, at man kan zoome dybt ind i billedet og stadig se nye detaljer.


Her er et scan af glaspladenegativet, hvor der også er mere med sammenlignet med postkortet og flere detaljer. Man kan fx se detaljer ved grusharpen og det ser endda ud som om der er tipvognsskinner derned!




Et af Pors' billeder, der så vidt jeg ved aldrig blev til et postkort. Det er den gamle ro-redningsbåd, der ligger på hjørnet af Fiskervej og venter på at blive hugget op. Det var bådsformanden Chr. Kjelgaard, der havde købt den med dette formål. Hvad han tænkte og følte for båden ved jeg ikke, men det kan have været blandet. Den havde reddet mange folk, men også haft fiasko med redning af fiskerkolleger og i 1935 druknede Chr. Kjelgaards søn Knud knapt 14 år gammel under landing med en pram. Jeg har hørt, at det var årsagen til at der endelig kom en motorredningsbåd til Slettestrand og den gamle kasseret i 1936. Jeg har også hørt, at Chr. Kjelgaard efter det ikke kunne lide havet længere, og det var årsagen til, at han flyttede til Fåborg. Om det er rigtigt ved jeg ikke; der er så mange historier.


Redningsøvelse 1955


Så skal redningsbåden MRB23 på øvelse i 1955 og bliver derfor kørt ned ad betonvejen mod havet på ruller, hvoraf man kan se en foran båden. I dag (2014) er det meste af den vej sandet til og ses kun lige foran redningshuset. Fiskeren ved stævnen er Arnold Madsen og damen og den lille pige er Stinne og Pernille Munksgaard Jørgensen og fotografen er ikke overraskende Georg Munksgaard Jørgensen, som også har taget de efterfølgende billeder.






Helikopter - Havørn - Fiskere


Redningshelikopteren er i luften over Slettestrand sikkert i starten af 1970'erne. Forhåbentlig har den bare været ude at kikke efter en badebold. Kutteren i fokus er A79 "Arken" og den lille aluminiumspram er vist Davidsens. Billederne i denne serie kommer fra Fiskeri og Søfartsmuseet i Esbjerg.


Ingolf Svendsen laver en atletisk afstigning af traktoren, mens Arnold Madsen og et par andre fiskere står ved A572 "Havørnen".


"Havørnen" tættere på med fiskere på dækket. Det er Marius Petersen i den ternede skjorte. Mon manden til højre er Magnus Svendsen, der ejede "Havørnen"?.


"Havørnen" igen. Fra venstre Magnus Svendsen måske, Leif Nielsen, Marius Petersen og måske Niels Kjær ved siden af. Hvis man ser godt efter, kan man se et ekkolod i styrehuset.


"Rex" med skipper Marius Petersen på dækket sammen med en dækslast fisk. "Rex" blev senere til "Hanne Lene" med Ingolf Svendsen som skipper, og båden står i dag på Fiskeri og Søfartsmuseet i Esbjerg.


Fire fiskere på vestsiden af fiskehuset. Når man nu ikke kan vende ryggen til kameraet kan man da i altfald kikke ned! Men det er ikke svært at kende dem: Arnold Madsen, Marius Petersen, Mogens Krag og Andreas Poulsen.


"Det mystiske hus"


"Det mystiske Hus" er nu identificeret! Teresa Nielsen, der leder Vejen Kunstmuseum, kom forbi hjemmesiden og genkendte straks huset som "Højhuset" i Hammer Bakker tilhørende billedhugger Niels Hansen Jacobsen. Og det er også ham, der står til venstre i billedet med sin sorte Borsalino. Lastbilen er der sikkert for at afhente et værk. Huset findes ikke mere, men det gør mange af Niels Hansen Jacobsens værker heldigvis, og en god del kan ses i Vejen, herunder den fæle trold! (En Trold der vejrer Kristenkød). Jeg kan godt love, at der kommer mere fra Teresa Nielsen og Vejen Kunstmuseum her på siden, da hun har meget materiale i form af breve, skitser og malerier fra egnen lavet af Anna E. Munch.



Og nu skal det jo ikke blive "indlandsbilleder" det hele, så her er et fra Slettestrand 1982 taget af Pernille Munksgaard Jørgensen.



Mange gange Madsen - Een gang Richter


Et par kystbåde ved Slettestrand under krigen: T96 "Vestkysten" ejet af Robert Madsen og T133 "Lydia" ejet af Roberts far Jens "Piesen" Madsen. En kutter helt ude til højre har Dannebrog påmalet sikkert som besked til engelske flyvere.

Fisker Jens P Madsen med kniv i hånd.


Fisker af Slettestrand Arnold Madsen i sommeren 1965.


Arnold Madsen fotograferet i 1973.


Familien Madsen havde som mange andre fiskerfamilier ofte sommergæster boende i huset om sommeren, og flyttede så selv ud i baghuset. Tit var sommergæsterne flinke til at tage billeder af deres værter, og det er sikkert det, der er sket her. Hunden Buster stiller scenevant op, og derudover er det Karen, Marie med Bente på armen, Poul Erik og Arnold Madsen. Billedet er fra ca 1950 og taget, hvor huset Under Lien 51 ligger i dag.

Arnold Madsen står her foran T127 "Gefion", som han fiskede med sammen med sin bror Robert. Året er 1954.


Et "lidt ældre" billede fra starten af 1920'erne. Det er fra venstre Arnold Madsen og hans søskende Gudrun og Robert, der er kravlet op på en dynge vodtove for enden af deres barndomshjem på Fiskervej 14 i Slettestrand. Læg lige mærke til Roberts spidssnudede træsko! Mange af børnebillederne fra den tid kan vi takke "Frøken Richter" for, og jeg er næsten sikker på, at hun også har taget dette.

- "Undskyld Frøken Richter, at jeg saadan forstyrrer Dem i deres Arbejde. Men jeg ville dog saa gerne sige Dem saa inderligt mange Tak for Deres glimrende Billeder af den lokale Befolkning i Slettestrand, og som De har været så venlig at dele med os. De kan næppe forestille Dem den Glæde, vi stadig har deraf."

- "Aah det er saamænd ikke noget at takke for. Jeg havde selv stor Fornøjelse af at fotografere dem, og ikke mindst Børnene, der jo kendte mig og var fortrolig med mig, da jeg kom der Aar efter Aar. Men det glæder mig naturligvis, at De sætter Pris på Dem!"

Jeg kom aldrig til at møde Frk. Richter, da hun døde lige efter krigen og dermed adskillige år før jeg blev født. Så ovenstående "samtale" er fri fantasi, men min mor og mostre har fortalt om damen, der var fascineret af lokalbefolkningen og især børnene og fotograferede dem. Frk. Richter hed egentlig Astrid Richter, og var porcelænsmaler på Den kongelige Porcelænsfabrik, og man kan af og til se vaser til salg på auktion med hendes signatur. Hun kom gennem mange år i Slettestrand, dels på Slettestrand Badepension (nu Feriecenter Slettestrand) og dels i hendes brors Vilhelm Richters sommerhus, der ikke findes mere. Hun var en dygtig amatørfotograf og fremkaldte selv sine billeder. Hun hjalp også sin bror med at kolorere lysbilleder (Richters Lysbilledforlag), hvilket var et virkeligt præcisionsarbejde, og hun havde store kvaler, da hun skulle farvelægge de mange billeder fra genforeningen i 1920, hvor der var utallige Dannebrogsflag, der skulle have fire røde felter.
Desværre er hendes egen fotosamling ikke dukket op, men hun var som sagt flink til at dele med sine motiver, så mange findes rundt om i deres albums.