Baggrund


Da jeg startede denne hjemmeside i september 2003 var det på en trist baggrund, nemlig at den sidste kystbåd havde forladt Slettestrand i år 2000. Det var - og er - et stort tab, og meningen var så at vise billeder og fortælle om kystfiskeriet, som det engang blev drevet.
Jeg begyndte derfor at interessere mig for de gamle billeder og de historier, der knytter sig til fiskeriet, og jeg har mødt en utrolig velvilje hos mange mennesker, der har hjulpet med at skaffe billeder, sætte navne på personer samt berette om gamle dage i "Slet". Der er naturligvis kommet andet frem, end det der havde direkte med fiskeriet at gøre, så siden har efterhånden bredt sig noget. Det har jeg ikke fået klager over, så det regner jeg med fortsætter.

Jeg håber naturligvis også, at denne hjemmeside kan få endnu mere materiale frem, da der uden tvivl er mange, der har billeder/film og andet liggende, som flere kunne have glæde af at opleve. Med moderne teknik er det jo en nem sag at få lavet kopier af både billeder og lyd, og pletter og støj kan fjernes på PC'en.

Heldigvis har initiativet "Hanherred Havbåde" betydet, at der nu igen kommer kystbåde til Slettestrand, men det har nu ikke mindsket min interesse for de gamle dage, tværtimod.

OBS: Jeg har af nogle - mig familiemæssigt nærtstående - personer modtaget en del kommentarer vedrørende hjemmesidens layout og farvevalg, der ikke er ændret siden starten i 2003. Til det er blot at sige, at designet af hjemmesiden ikke er tilfældig: Jeg synes orange og blåt passer rigtigt godt sammen; som en fiskers oliejakke mod et blåt hav! Så forvent ikke konstante ændringer her i forsøg på at leve op til øjeblikkets flygtige smagsluner :-)

Det gamle spiltårn 2003





Til startsiden